Flemming og Jytte dyrker det komplicerede

Flemming og Jytte dyrker det komplicerede

Lille familiefirma leverer el-automatik til hele verden

Skrevet af: Jens Patrick Thiede, Halsnæs Avis, jent@lokalavisen.dk

Tavlebygger Flemming Hansen

Hans Andersen (MF) med direktør Flemming Hansen (th.)

FIRMAPORTRÆT Den lokale folketingspolitiker Hans Andersen (V) har igen været på virksomhedsbesøg.
Denne gang gik turen til FJH Automatic A/S, som ligger på Industristellet 12 i Frederiksværk. Det er en lille virksomhed, som siden 1986 har været drevet af Jytte og Flemming Hansen.
I dag leverer de alt inden for el-automatik til industrien til virksomheder i hele verden.
Direktør Flemming Hansen samarbejder med maskinbyggere om at levere f.eks. stempelmaskiner til produktion af jernplader eller falsemaskiner til vinduesproduktion.

Vægt på lærlinge

“Jo mere kompliceret styringen af maskinerne er, desto bedre, for så er det en sag for FJH Automatic.”
“Det handler også om el-tavler til styring af maskiner, så de kører med størst mulig sikkerhed for de ansatte og med den optimale energistyring,” fortæller Flemming Hansen.
Omsætningen er omkring de tolv mio. kr., og virksomheden har i dag 13 ansatte og hele tre lærlinge.
“Vi lægger stor vægt på at kunne give lærlingene en god uddannelse, og der vil helt sikkert komme til at mangle dygtige mennesker inden for styrings- og reguleringsteknik,” forudser direktøren.
Lige nu arbejder FJH Automatic på det store solcelleanlæg i Hundested, som Hundested Varmeværk AmbA har ansvaret for at drive.